Luigi’s Mansion 2 HD (Switch)
Skrevet af Zone - 04-07-2024 22:05
Endnu et Switch Remaster af et ældre Nintendo-spil har set dagens lys, i form af Luigi’s Mansion 2 HD. Luigi’s Mansion 2 udkom oprindeligt til 3DS og blev udviklet af Next Level Games, der i øvrigt også står bag Luigi’s Mansion 3. Tantalus Entertainment, også kendt for remasters af Zelda: Twilight Princess og Zelda: Skyward Sword, står for denne genopfriskning til Switch, hvor 3D-effekten er væk, men grafikken er blevet løftet. Om det er første gang du oplever spillet, eller om du vender tilbage, kan du nu opleve spillet på storskærm - men hvordan holder det op mod de andre spil i serien? Vi kigger nærmere på spillet i denne anmeldelse.
Luigi’s Mansion 2 HD, er som titlen afslører, en direkte efterfølger til det oprindelige Luigi’s Mansion, der udkom til Gamecube. Luigi tilbringer en afslappende, og spøgelsesfri, tilværelse som blikkenslager. Men idyllen fortsætter ikke længe, da professor E. Gadd ringer og fortæller, at han har brug for Luigis hjælp. Luigi bliver, mod sin vilje, teleporteret til E. Gadds lokation, hvor han får sin mission forklaret ned til mindste detalje. Den mørke måne, der plejede at hænge over den dal, hvor Professor E. Gadd foretager sine spøgelses-eksperimenter, er blevet stjålet og delt i 6 stykker. Hans skannere viser dog at de er gemt rundt omkring i dalen, og det er nu op til Luigi at rejse rundt til 5 forskellige ‘mansions’ for at finde månens dele.
Og med det har spillet allerede introduceret sin overordnede struktur. Frem for at Luigi har ét stort hjemsøgt hus, han skal udforske, så har han altså 5 lidt mindre huse/grunde at udforske med hver deres tema. Det første man kommer til minder meget om det klassiske 'mansion', vi kender fra det første spil, men Luigi kommer også ud til en nedlagt fabrik, og en gammel mine med mere. På papiret er denne struktur egentlig solid nok, da spillet dermed tilbyder en masse variation i level design og omgivelser, og hvis man frit kunne rejse mellem de 5 grunde og udforske dem frit, i samme stil som de andre spil i serien, så ville det fungere godt. Problemet er dog, at spillets struktur er yderligere opdelt i mindre missioner. Hver grund har en række missioner, der til sidst leder Luigi hen til en boss-kamp, for hvert mansion.
Det gør som sådan ikke noget at spillet er delt op på den måde, men det gør desværre spillets pacing langsom og træg, og modarbejder ofte spillerens lyst til at udforske. Så snart man har udført ens mission, bliver man nemlig kastet tilbage til professorens laboratorium, uden man kan gå på opdagelse efter gems eller penge efterfølgende. Man skal i stedet klare missionen igen, hvis man missede noget den første gang. Det er heller ikke altid at hver mission giver spilleren mulighed for at besøge alle dele af et hus, da de tidligere missioner især, ofte har låst områder af. Den sidste kritik jeg har af spillets pacing relaterer sig til Professor E. Gadd. Han har givet Luigi et Nintendo DS-lignende stykke udstyr, så de kan kommunikere - og man må i den grad sige at den kære professor gør brug af det. Luigi bliver nemlig ringet op i tide og utide, og man får nærmest ikke lov til at tænke selv. Én ting er at man bliver holdt rigtig meget i hånden i spillet, det kan jeg leve med, men at man konstant skal stoppe alt hvad man har gang i for at få sin ‘Nintendo DS’ frem for at høre hvilke ligegyldigheder professoren har at sige, afbryder spillets flow ekstremt meget, især i starten af spillet. Det bliver lidt bedre jo længere ind man kommer, men man slipper aldrig helt for det dårlige flow, grundet spillets missions-baserede struktur og de mange afbrydelser. Personligt havde jeg foretrukket at de forskellige huse/grunde var mere frit struktureret, og ikke gjorde brug af missioner, så spillet ikke konstant smider Luigi ind og ud af de forskellige mansions. Så ville E. Gadds afbrydelser også være mere udholdelige. Heldigvis kan størstedelen af samtalerne, både i laboratoriet og på DS’en, skippes, hvilket jeg desværre begyndte at gøre rigtig meget, da afbrydelserne frustrerede mig tilstrækkeligt.
Og det er en skam, for der gemmer sig faktisk solidt ‘Luigi’s Mansion’ gameplay bag den trægt designede struktur. Spillet skinner allermest når man får en lang mission, hvor man får lov at bevæge sig rundt på hele mappet af en grund. De forskellige ‘mansions’ har godt level design og føles distinkte fra hinanden. Spillets gameplay er klassisk Luigi’s Mansion. Du bliver udrustet med en spøgelsesfangende støvsuger, som du kan bruge til at fange alt fra almindelige spøgelser til boos og kryb og kravl. Spøgelserne udvikler sig i takt med at Luigi opgraderer sit udstyr og spilleren bliver bedre til at fange dem, og det er næsten altid en lille puzzle i sig selv at klare et spøgelsesrum og sværhedsgraden stiger tilstrækkeligt i takt med at man kommer videre i spillet. Derudover har man altid et overordnet mål for hver mission, hvor man skal finde en ting eller jagte et bestemt spøgelse. Man belønnes ved at finde penge i de forskellige huses kroge og hjørner, samt de flotte ‘gems’, som der altid er et bestemt antal af i hvert hus. Det føles utroligt tilfredsstillende at suge spøgelser eller penge op med støvsugeren, og Luigis forskellige evner er godt implementeret. Man kan i den grad se hvilken fundament, som Luigi’s Mansion 3 bygger videre på.
Styringen skal man lige vænne sig til, da Luigi og hans ‘tank controls’ er lidt tunge at have med at gøre. 3DS’ens gyro-styring, som også var at finde i LM3, er bibeholdt, og man kan derfor pege støvsugeren op og ned ved at tilte controlleren. Samme funktion bruges, når man i få tilfælde skal ‘balancere’ på loftsbjælker, eller andet, men her kan det være ret svært at finde Luigis centrum, og man falder derfor nemt ned og mister liv. En funktion man måske savner lidt fra 3DS’en, men som af gode grunde ikke findes på Switch, er 3D-effekten. Det kan nemlig nogle gange være svært at bedømme om f.eks. en fjende eller måske en pengeseddel, er foran eller bagved Luigi. Mange af spillets styringsmæssige udfordringer er også gældende i Luigi’s Mansion 3, så måske er det bare et spørgsmål om personlig smag.
Præsentationen er som altid i tip top form. Grafikken har fået et gevaldigt løft op til HD og står virkelig skarpt, ikke mindst pga. Luigi’s Mansions unikke grafikstil. Den skæve, men detaljerede stil, får spillets omgivelser og interiør til at minde om noget man ville finde i en skræmmende forlystelse i Tivoli, og oser af charme. Luigi’s Mansion 3 er stadig det flottere spil, men 2’eren ser hæderligt ud. Musik og lyd er begge solide, som man kan forvente af et Luigi’s Mansion-spil, men jeg overlader Luigi til at nynne med på egen hånd. Spillets hovedtema bliver genbrugt i forskellige kompositioner i spillets forskellige ‘mansions’, hvor jeg måske havde ønsket større variation i temaerne. Spillet kører stabilt i både håndholdt tilstand og TV-tilstand og rammer konstant 30 billeder-i-sekundet. Det giver spillet en stabil performance, og jeg tænker aldrig over at jeg kunne ønske mig at spillet kørte ved en højere billedfrekvens.
Som en lille sidefod, kan jeg fortælle lidt om spillets multiplayer mode, ScareScraper. Man kan spille via lokal trådløs forbindelse eller over internettet, og der er 3 forskellige game modes på 3 forskellige sværhedsgrader. Det er egentlig et ret hyggeligt game mode, hvor man kan arbejde sammen om at fange spøgelser. Hver ScareScraper kan være mellem 5 og 25 etager, der definerer, hvor meget tid man skal bruge. Desværre er det en meget Nintendo-agtig multiplayer, med visse begrænsninger. Man kan f.eks. ikke fjerne spillere, der er ‘AFK’ i ens spil, hvilket kan gøre at menuerne mellem hver etage tager lang tid eller hvis spilleren ved et tilfælde får samlet en nøgle op (hvis de står for tæt på der hvor den spawner), så de andre spillere ikke kan progressere videre. Men når alle spillere er tilstede fungerer det ganske godt. Det er dog helt klart singleplayer-delen der er spillets bedste og vigtigste del, så jeg vil ikke dvæle for meget ved multiplayer. Men kender du andre der har spillet, kan man sagtens få sjov ud af lidt multiplayer-delen.
Konklusion
Luigi’s Mansion 2 HD har klart fået noget godt ud af at blive opgraderet til Switch. Grafikken er flot og spillet kører langt bedre end 3DS versionen. Man mister selvfølgelig 3D-effekten, men når alle de andre ting er blevet bedre, så er det et offer man er villig til at tage. Spillet er et ganske solidt Luigi’s Mansion-spil, med masser af spøgelseskampe og puzzles, der lader spilleren afprøve sine evner som spøgelsesjæger, med en fin progression i sværhedsgrad. Men desværre er det, for mig, det svageste Luigi’s Mansion-spil jeg har spillet (jeg har kun spillet Luigi’s Mansion 3, udover dette), grundet den struktur, som spillet har. Jeg kan egentlig godt lide at spillet er delt op i forskellige mansions, da det gør at spillet skiller sig ud fra de andre, men problemet opstår i spillets missions-baserede struktur, samt de mange afbrydelser, som Professor E. Gadd konstant står for. Spillets pacing bliver trægt og langsomt, og når man endelig får en lang mission, hvor det begynder at spille, er den ovre, før man ved af det. Det er en skam, da jeg som sagt synes gameplay, level design og de grafiske forbedringer er bundsolide. Luigi’s Mansion 3 er stadig konge, når det kommer til Switch-spillene, men det skal ikke betyde at vi ikke også gerne vil se et remaster af det oprindelige Luigi’s Mansion til Switch, da 2’eren selvfølgelig har nydt godt af det. Tantalus har gjort et godt stykke arbejde med dette remaster, og ting som strukturen er ting der også var til stede i 3DS-spillet. Savner du mere Luigi’s Mansion action og har du ikke spillet 2’eren, så er det en no brainer og kan klart anbefales, men står valget mellem 2’eren og 3’eren, så vil mit valg til hver en tid falde på Luigi’s Mansion 3.
4/5
Klassiker
Hjernegymnastik
Øjeguf
